"God værkstedshumor" på arbejdspladsen kan også blive for meget og stille hele afdelingen i et dårligt lys.
Derfor skal lederen tage affære, hvis medarbejderne har oparbejdet en kultur med en skrap omgangstone.
Det siger ledelsesrådgiver Niels Henriksen fra Ledernes Hovedorganisation til Berlingske Business.
"Som chef har man et ansvar for at sikre, at medarbejdernes adfærd ikke stiller afdelingen som helhed i et dårligt lys. Ansvaret omfatter også, at ingen medarbejdere føler sig stødt af en rå tone, som måske påvirker deres performance negativt," siger han.
En bedre omgangstone skal være hele teamets ansvar - og midlet er de gode eksemplers kraft.
"Der vil ofte være enkelte medarbejdere, som har ført an i den barske omgangsform. Deres kolleger skal på banen og vise, hvordan man kan tale bedre," siger Niels Henriksen.
Også afdelingslederen selv skal agere rollemodel, selv om han ikke kan gå rundt og være sprogpolitimand hver eneste dag.
"Vil lederen påvirke adfærden med et værdsættende sprog, skal han tale om dét, han ønsker, dét, som han synes er godt, og højlydt anerkende medarbejdere, der skruer op for en venlig og imødekommende tone," siger Niels Henriksen.