Ingen opkald til tante Olga eller lillemor. Det er kravet, hvis du skal have fri arbejdstelefon eller kompenseres for den nye multimedieskat. Og dine opkald bliver tjekket af chefen.
Når nytåret er skålet ind, så får virksomhederne nemlig pligt til at tjekke samtlige af medarbejdernes opkald for at sikre, at telefonen ikke bliver brugt til private samtaler.
"Det har hele tiden stået klart, at ansatte enten skal multimediebeskattes, hvis de får en mobiltelefon af arbejdsgiveren, eller også skal telefonen kun bruges erhvervsmæssigt, og så er det op til arbejdsgiveren at føre kontrol med, at den ikke bliver brugt til andet," siger særlig rådgiver i Skatteministeriet Peter Høyer til Berlingske Tidende.
Men for at gøre det endnu sværere for arbejdsgiverne, så kan de takket være datalovgivningen kun få adgang til de første seks cifre af telefonnumrene. Derfor må de på anden måde få klarlagt, om de ansatte taler privat.
Det kan for eksempel ske ved, at medarbejderen manuelt registrerer sine udgående opkald. Det foreslår regeringen i hvert fald i "Multimediebeskatning - pjece til borgere og virksomheder".
Alternativet er, at medarbejderen betaler multimedieskat eller afleverer mobiltelefonen på arbejdet, inden der stemples ud.