Hvis firmaet er i klemme, og chefen beder de ansatte om at gå frivilligt ned i løn for at hjælpe til, kan det være svært at stå imod.
Men faktisk må du godt sige nej, også selvom alle de andre ansatte går med på ordningen.
Det afgjorde retten i Viborg i denne uge, da de dømte en virksomhed til at betale erstatning til en kvindelig ansat. Hun sagde som den eneste nej til at gå ned i løn, da cheferne bad om frivillig lønnedgang fra de ansatte, og som følge deraf blev hun fyret samme dag.
Men det er altså ikke okay, slog retten fast. For en frivillig lønnedgang skal jo, som ordet indikerer, være frivillig.
- Nu har vi rettens ord for, at de ansatte selv må vælge, om de vil være med i denne slags forslag, siger Finn Larsen, der er formand for de Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, som førte sagen for kvinden, til Newspaq.
Og dommen giver også Ingeniørforeningen mulighed for at komme med et godt råd til ansatte i alle slags virksomheder.
- Hvis ledelsen beder om en frivillig lønnedgang, så bør du altid vende den med din fagforening. Vi kan hjælpe med at vurdere, om en lønnedgang vil have den ønskede effekt, eller om I stadig risikerer fyringer på jobbet, selvom I går med på en lavere løn, forklarer Finn Larsen.
Han påpeger desuden også, at mange går med på en permanent lavere løn i stedet for at sætte tidsbegrænsning på, og det skal man være varsom med.
For hvis virksomheden ender med at fyre, eller måske får vind i sejlene og gode indtægter igen, får man ikke automatisk sin tidligere løn tilbage. Derfor kan der være god mening i kun at acceptere en kortere periode, lyder det fra Finn Larsen.
I den aktuelle sag hjalp lønnedgangen ikke, og firmaet endte med at fyre 16 medarbejdere alligevel.