Kys i håret, en hånd i skødet eller et klap i numsen. Den behandling måtte fire fynske kvinder stå model til, da deres tidligere arbejdsgiver udsatte dem for sexchikane. I byretten i Svendborg kom det mandag frem, at han nu skal betale i alt 100.000. kroner i sagen.
3F havde rejst sagen på vegne af de krænkede kvinder og er tilfreds med afgørelsen:
"Dommeren fandt det klart bevist, at de her seksuelle krænkelser er sket. Vi er meget glade for, at arbejdsgiveren ikke slipper ustraffet for sin aldeles uacceptable opførsel over for vores medlemmer," siger Flemming Madsen, faglig sekretær hos 3F Sydfyn, til Nyhedsbrevet 3F.
Ifølge Flemming Madsen var en væsentlig afgørelse i sagen, at de fire kvinder var meget troværdige og kunne fortælle detaljeret om de episoder, de var udsat for.
Arbejdsgiveren Amdy Jensen, som er ejer af anlægsgartnerfirmaet A.L. Udeservice, benægtede i retten, at han skulle have udsat sine tidligere ansatte for sexchikane i 2007 og 2008.
Men dommeren fandt arbejdsgiverens forklaring for utroværdig.
Amdy Jensen har ikke ønsket at udtale sig i sagen, men arbejdsgiverens advokat har hidtil afvist alle anklagerne mod sin klient.
Arbejdsgiverens advokat ville i retten ikke acceptere dommerens tilkendegivelse i sagen. Advokaten bad i stedet om en dom i sagen, som dermed ikke endte i et forlig. Dommen kan ankes inden for en måned.