Der skal i fremtiden også gå færger mellem Jylland og Sjælland.
Tidligere på året besluttede Mols-Linien ellers at lukke ruten mellem Aarhus og Kalundborg til september, men nu vil politikere og vognmænd have en anden rute genindført.
Fremover skal der måske sejle færger mellem Grenaa og Hundested, hvilket skal holde op mod 150.000 lastbiler væk fra motorvejene mellem Jylland og Sjælland.
Ideen blev fremlagt i formiddags under et møde hos transportminister Hans Chr. Schmidt (V).
"Jeg synes, det vil være bedst, at vi kunne få en færgerute mellem Aarhus og Kalundborg. Når det er sagt, så vil vi lytte til, hvad Grenaa-Hundested-gruppen arbejder med, men det er ikke som sådan noget staten har med at gøre," siger Hans Christian Schmidt til Newspaq.
Folketingets trafikordførere er kaldt hjem fra sommerferie, fordi sagen ifølge ministeren haster så meget, at den ikke kan skydes til efter ferien.
Politikerne mødes i næste uge med kommuner og erhvervsfolk for at forsøge at finde et grundlag for, hvilken løsning man kan finde.
Væksten i områderne omkring færgeruten har førsteprioritet for ministeren, der også gerne ser trafiknettet skånet for de mange lastbiler.
Ifølge Hans Christian Schmidt vil den bedste løsning - uanset færgerute - være roll-on, roll-off-afgange, hvor anhængerne blot bliver kørt ombord på færgen og derefter afhentet i den anden havn.
Ruten mellem Grenaa-Hundested blev nedlagt i 1996, da selskabet bag færgen gik konkurs.