Lastbilchaufføren som i weekenden blev dræbt, da han kolliderede med et IC3-tog ved Soderup på Midtsjælland, er nu blevet identificeret.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Der er tale om en 28-årig mand fra Hvidovre.
Den dræbtes familie er underrettet.
En 28-årig lokoføreraspirant mistede også livet som følge af de kvæstelser, han pådrog sig i forbindelse med ulykken.
Ulykken skete i tæt tåge, og flere passagerer i toget fik mindre kvæstelser, men kunne alle udskrives efter behandling på skadestuen.
Årsagen til ulykken er endnu ikke blevet fastslået.