Cataloniens nyvalgte parlament er onsdag samlet for at tage første skridt til at danne en ny regering, efter at den gamle blev opløst i oktober sidste år.
Her har forsamlingen valgt Roger Torrent fra separatistpartiet Esquerra Republicana (ERC) som formand for det regionale parlament. Det skriver den spanske avis El País.
Det var ventet, at det ville blive en politiker fra et parti, der går ind for løsrivelse fra Spanien.
Separatistpartierne har nemlig flertal i parlamentet med deres i alt 70 mandater ud af 135.
Formanden skal udpege en kandidat, der skal forsøge at danne en regering.
Valget af en formand er dermed første skridt mod at kunne danne en regering med pro-uafhængighedspartierne og måske endda tidligere leder Carles Puigdemont, som sidder i belgisk eksil med en spansk arrestordre hængende over hovedet.
Puigdemonts støtter har foreslået, at han kan lede den rige region via videolink fra Bruxelles.
Det er absurd, at han skulle stå i spidsen for Catalonien, har premierminister Mariano Rajoy slået fast.
Men i sidste ende, skriver Reuters, er det Cataloniens parlamentariske komité, som træffer beslutningen.
Valget blev udskrevet oven på en dramatisk måned i oktober.
Den blev indledt med en omstridt folkeafstemning om uafhængighed 1. oktober.
Regeringen i Catalonien gennemførte afstemningen, selv om Spaniens forfatningsdomstol havde slået fast, at den var ulovlig.
Under halvdelen af de catalanske vælgere deltog. Af dem stemte ni ud af ti for løsrivelse. Knap en måned senere vedtog et lille flertal af det catalanske parlament at erklære Catalonien for selvstændig.
Samme dag opløste centralregeringen det regionale parlament, fyrede den lokale regering, udskrev nyvalg og indførte direkte styre.
Herefter rejste Puigdemont og fire eksministre til Belgien. Andre medlemmer af regeringen blev fængslet.
Parlamentet har indtil midten af april til at finde en regering. Hvis det ikke lykkes, bliver der udskrevet valg igen.
En afstemning om Cataloniens nye leder ventes at finde sted 31. januar.
/ritzau/