Mange husker nok en fjollet Casper Christensen iført høje sko og vanvittige, ternede jakkesæt, der dansede "tequila", som vært i 'Husk Lige Tandbørsten'.
Og nu vender underholdningsprogrammet tilbage - efter 17 år er showet tilbage på DR1 i efteråret 2012, skriver dr.dk.
Igen har Casper Christensen en finger med i spillet, men denne gang stiller han sig bag kameraet. Det er nemlig hans produktionsselskab, Douglas Entertainment, der er blevet valgt til at producere de i alt otte programmer til efteråret.
- I nyere tid er det kun X Factor, der har formået at samle hele nationen på DR i samme grad som 'Husk Lige Tandbørsten', siger underholdningschef Jan Lagermand Lundme til dr.dk.
Tv-showet blev sendt på DR1 fra 1995-96. Sammen med Casper Christensen var Anette Toftgaard i front i programmet, som hver fredag aften havde cirka 1,5 millioner seere.
Kastrup Lufthavn lagde hangar til, og publikum mødte op med tandbørster, pas og pakkede kufferter. Casper og Anette sang og uddelte kontanter og sære præmier, og aftenens vinderpar blev sendt på ferie.
'Husk Lige Tandbørsten' blev Casper Christensens store nationale gennembrud. Med det skøre show tog han hele Danmark med storm og blev hurtigt Danmarks førende komiker.
- Det er 17 år siden Husk Lige Tandbørsten var i dansk tv. Det er på høje tid det kommer tilbage, og jeg glæder mig meget til at være med til endnu en omgang, denne gang bag kameraet, siger Casper Christensen til dr.dk.
Kilde: dr.dk