Søgningen efter den 16-årige Casper Sørensen ved jernbanerne i Aalborg gav intet resultat. Derfor er man nu begyndt at undersøge havnebunden med kameraudstyr.
"Det seneste er, at vi sammen med Miljøstyrelsen er nede i havnebassinet i Østre Havn. Der er vi nede med et kamera for at affotografere havnebunden, så vi kan udelukke, at han ligger dernede," siger Marianne Vestergaard-Lau, vicepoliti-inspektør i Nordjyllands Politi, til Newspaq
Man har endnu ikke ønsket at sende dykkere ned for at lede efter den unge mand, der har været forsvundet siden natten til søndag.
"Hvis man sender dykkere ned, sker der det, at havnebunden bliver hvirvlet op med det resultat, at vandet bliver ikke-sigtbart," siger hun.
Det er ikke kun politiet, der leder efter den forsvundne Casper Sørensen. Både familie, venner og kollegaer leder efter 10. klasseselevenen.
"Vi siger til familien, at vi søger på livet løs, og det gør de jo også. Vi siger, at de ikke skal opgive håbet, og at vi fortsætter indtil vi finder ham," siger Marianne Vestergaard-Lau.
Casper Sørensen er ikke blevet set, siden han gik beruset fra en klassefest nær Aalborg Havn natten til søndag.