Lige inden transfervinduet lukkede i sommer hentede Manchester United angriberen Dimitar Berbatov fra Tottenham, og han har siden været førstevalg i angrebet hos de røde djævle.
Derfor har det også været svingende med spilletid for Carlos Teves, som de seneste uger er blevet sat i forbindelse med adskillige klubber. Nu bønfalder Uniteds midtbanegeneral, Michael Carrick, den lille argentiner om at blive i klubben.
"Vi håber, han bliver, Carlos er en topspiller. Han har scoret nogle meget afgørende mål for os i de seneste år," siger Carrick, der ligesom Berbatov er hentet til klubben fra Tottenham.
"Vi har et hold i verdensklasse, vi har verdensklasse-spillere, og Carlos er en af dem," siger midtbanegeneralen til den engelske avis The Sun.
"Vi vil hele tiden udvikle os som et hold, så vi vil have vores bedste spillere her. Men det er manageren (Alex Ferguson, red.) som bestemmer. Jeg er sikker på, at han kender den bedste vej fremad for os, så vi stadig udvikler os," lyder det fra Michael Carrick.