Angriberen Carlos Tevez er sandsynligvis færdig i Manchester United, når den nuværende sæson er overstået.
Tevez har til den tid været to år i United, som ikke benyttede en købsoption på ham, der udløb ved udgangen af januar.
Ifølge sporten.dk står Real Madrid og Inter på spring til at sikre sig den målfarlige spiller, der har haft en væsentlig aktie i Manchester Uniteds succesrige sæson.
Tevez har dog alligevel haft svært ved at få fast spilletid på de offensive pladser, som Wayne Rooney og Dimitar Berbatov også aspirerer til.
Manchester United er i øjeblikket på en sikker førsteplads i Premier League og er ligeledes fortsat med i både Carling Cup, FA Cup og Champions League.