Caroline Wozniacki havde ingen problemer med at spille sig i 3. runde af årets Wimbledon-turnering.
Efter sin knebne førsterundesejr over den japanske veteran Kimiko Date Krumm var der anderledes fokus, da Wozniacki gav Maria Kirilenko en lærestreg.
I første sæt uddelte Wozniacki et tennisæg - 6-0. Kirilenko fik bedre fat i kampen i andet sæt, da hun bagud 0-3 vandt sit første parti i kampen.
Herefter fik russeren brudt tilbage til stillingen 4-4, men det var det tætteste hun kom på at true danskeren.
Wozniacki holdt herefter sin serv og sikrede sig sejren, da hun brød Kirilenko til 6-4.
I tredje runde møder Caroline Wozniacki spanske Anabel Medina Garrigues, der er nummer 20 på verdensranglisten. Wozniacki rangerer som verdens nummer ni.