Canadisk rockstjerne kommer til Danmark
Den 57-årige canadiske rockstjerne kommer i 2020 forbi Forum i Horsens og Forum i København på sin Europa-turné. (Arkivfoto) (Foto: Mike Ridewood/Reuters)
Den canadiske musiker Bryan Adams besøger næste år København og Horsens på sin "Shine A Light"-turné.

Bryan Adams kommer næste år til Danmark. Det skriver koncertarrangøren All Things Live i en pressemeddelelse.

Første stop i Danmark bliver Forum i København 17. marts 2020. Næste dag følger en koncert i Forum i Horsens.

Det canadiske musikikon var senest i Danmark i sommeren 2017, hvor han gæstede Nibe Festival. Koncerten fik blandede anmeldelser og blev kaldt "en halvlunken hit-affære" af musikmediet Gaffa.

Tidligere i år udgav den 57-årige Bryan Adams sit 14. album med titlen "Shine A Light", hvilket også har givet navn til koncertturnéen, der næste år kommer forbi Danmark.

Blandt hans sange indtager klassikeren "Summer of '69" en klar førsteplads som den, flest koncertgængere kan synge med på.

Hans bagkatalog indeholder dog også hits som "(Everything I Do) I Do It for You", "Heaven" og "All for Love".

Adams har solgt 65 singler på verdensplan og arbejdet sammen med stjerner som Rod Stewart, Tina Turner og Taylor Swift.

Han har høstet et hav af priser og nomineringer for sin musik. Han har været nomineret til en Grammy 15 gange og vundet den canadiske Juno Award 18 gange.

Billetsalget til de to koncerter i Danmark begynder 15. august klokken 10. Billetterne koster 520 kroner plus gebyr og kan købes på ticketmaster.dk eller allthingslive.dk.

/ritzau/

via Listen To News