En ansat på et avanceret laboratorium i Canada kan ved et uheld være blevet udsat for ebola, da han arbejdede med svin, som var inficeret med virussen som led i et eksperiment.
Manden opdagede, at der var en sprække i sømmen i hans beskyttelsesdragt under den almindelige rensning af dragten, inden han forlod Manitoba laboratoriet.
Det oplyser John Copps, som er direktør for det canadiske fødevaretilsyns nationale center for udenlandske dyresygdomme.
- Alle foreskrevne regler er fulgt, og risikoen for den pågældende medarbejder, for andre ansatte og for det omgivende samfund er lav, siger Copps.
Ebola vakte international opsigt i 2014, da en epidemi i Vestafrika dræbte tusinder.
Winnipegs laboratorium for dyresygdomme ligger samme sted som et laboratorium for mikrobiologi, hvor forskere udvikler en eksperimentel vaccine mod ebola.
Den ansatte, som er i fare for at være blevet smittet, er isoleret og vil blive overvåget i 21 dage.
Det står ikke klart, hvor meget kontakt han har haft med andre, inden han blev en mulig smitterisiko.
Seks svin på laboratoriet er blevet inficeret med ebola, som led i et eksperiment. Den pågældende medarbejder skulle tage prøver fra et af dyrene, som var blevet bedøvet.
/ritzau/Reuters