Brandvæsenet kæmper stadig med den voldsomme brand, der opstod i Køge Caravancenter sent i går.
Brandfolkene har fået kontrol over branden i løbet af natten, siger Jan Lauritzen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
"Branden er stadig voldsom, og vi er godt i gang med at få slukket alle de campingvogne, der er ild i. Derudover koncentrerer man sig om at sikre, at de omkringliggende bygninger ikke også bliver antændt," siger han til Newspaq.
Mellem 50 og 200 campingvogne står i flammer, og der kommer giftig røg fra vognenes glasfibre. Men til naboernes held er der næsten vindstille i øjeblikket.
"Så røgen går op i luften, heldigvis," siger Jan Lauritzen.
Ingen personer er ifølge politiets oplysninger kommet til skade ved branden, der kan være påsat.
"Vi kører derud i forbindelse med, at tyverialarmen er gået. Det kunne tyde på, at der er nogle, der går rundt derinde," siger Jan Lauritzen.