Meget tyder på at den narkosigtede Camilla Broe snart er en fri kvinde.
Retten i Miami har netop meddelt at sagen mod hende indstilles.
"Det byder efter al sansynlighed, at retten er nået frem til det samme som den første dommer, altså at sagen er forældet. Så det tyder på, at sagen er endelig slut og hun er snart løsladt," siger Camilla Broes danske advokat Michael Juul Eriksen til Nyhedsbureauet Newspaq, der som de første kan fortælle ham om nyheden fra USA.
Michael Juul Eriksen var i går i kontakt med Camilla Broe, og her vidste hun intet om indstillingen. Men hun var ved godt mod.
"Hun er jo stærk. De fleste ville nok være bukket under, men hun holder modet oppe," lyder det fra advokaten.
Camilla Broe har siddet varetægtsfængslet siden august 2009. Hun er sigtet for at have smuglet 106.000 ecstasypillerne på mindst 10 ture fra Holland til USA frem til 1998, samt at hvidvaske penge. Sagen har været omstridt, idet Camilla Bro er den første dansker, der er blevet udleveret til USA.
Og hun og advokaten vil nu gå videre med sagens efterspil herhjemme.
"Jeg vil begynde at kigge på en erstatningssag. det er kommet frem at de danske myndigheder blandt andet har samarbejdet med deamerikanske myndigheder fro at få hende udleveret. Og også at de danske myndigheder har rådgivet amerikanere om, hvordan de nemmest kunne få hende udleveret. Og det kunne jeg godt tænke mig at få undersøgt lidt nærmere," lyder det fra advokaten.
Men den danske anklagemyndighed kan ikke kritiseres for håndteringen af sagen, siger chefanklageren i Nordsjællands Politi, Arne Stevns i følge politiken.dk.
Det er Nordsjællands Politi, der har behandlet sagen i Danmark. Og det var her man bad om varetægtsfængsling af Broe med henvisning til USA's begæring om udlevering.
"Vi har rettet os efter udleveringsloven, og domstolene har sagt, at det var den juridisk rigtige måde at gøre det på", siger Arne Stevns.