Lænket om maven og bundet på hænder og fødder mødte den smuglersigtede Camilla Broe op i retten i Miami, tirsdag aften dansk tid.
Her erklærede hun sig ikke-skyldig over for dommeren.
Broes amerikanske forsvarsadvokat, Theresa Van Vliet, har anmodet om at få Camilla Broe løsladt mod kaution, men anklageren, Armando Rosquete, mener, at der er fare for, at Camilla Broe stikker af og ønsker derfor at opretholde varetægtsfængslingen.
Ifølge Camilla Broes danske advokat, Michael Juul Eriksen, er der håb for, at hun kan blive løsladt, men det bliver svært.
"Det er en udleveringsag, hvor det ligger i kortene, at det er svært at blive løsladt mod kaution," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han forsikrer samtidig, at Camilla Broe er okay og psykisk stærk, men fortæller også, at hun lever under kummerlige forhold i fængslet.
"Hun deler celle med en anden, hun må gå på toilettet til offentlig skue ovre i hjørnet ligesom på film, og de indsatte bærer ens fangedragter. Det er noget anderledes forhold end herhjemme. Hun har et enkelt billede af sin datter, det er det hele," fortæller advokaten.
Ifølge Michael Juul Eriksen er sagen udsat til fredag, hvor der bliver taget stilling til, om Camilla Broe kan løslades mod kaution eller ej.