En løsning på den blodige borgerkrig i Syrien ligger højt på dagsordenen, når Barack Obama tager imod Storbritanniens premierminister, David Cameron, på mandag i Det Hvide Hus i Washington.
Mødet mellem de to statsledere finder sted på et tidspunkt, hvor USA forsøger at stoppe blodsudgydelserne i Syrien via et samarbejde med Rusland - en af det syriske regimes stærkeste allierede.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, mødtes i denne uge med sin russiske ministerkollega.
Her blev politikerne enige om at invitere repræsentanter fra de stridende parter i den syriske borgerkrig - både fra regimet og oprørerne - til fredsforhandlinger, som formentlig finder sted i slutningen af maj.
Inden mødet med USA's præsident skal David Cameron fredag diskutere Syrien-konflikten med den russiske præsident, Vladimir Putin.
Obama og Cameron skal også diskutere næste måneds G8-topmøde, som bliver afholdt i Nordirland, samt økonomisk samarbejde og terrorbekæmpelse.
Borgerkrigen i Syrien ventes dog også at blive en central del af G8-konferencen, hvor verdens førende industrialiserede lande er repræsenteret.
Ifølge FN er flere millioner syrere drevet på flugt internt i landet på grund af borgerkrigen, der nu har varet i over to år. Flere end 70.000 mennesker er blevet slået ihjel, siden opstanden mod præsident Bashar al-Assad begyndte.
/ritzau/AFP