De militante islamister, der onsdag angreb et gasanlæg i det østlige Algeriet, var tungt bevæbnede, og angrebet var tilsyneladende godt koordineret.
Det siger den britiske premierminister, David Cameron, i en tale til det britiske underhus i London.
Han skulle fredag have holdt en længe ventet tale om Storbritanniens forhold til EU, men udskød den på grund af den dramatiske gidselsituation i Algeriet, hvor et større antal gidsler frygtes dræbt.
Cameron fortæller underhuset, at færre end 30 britiske statsborgere er i farezonen i Algeriet, hvor islamister stormede gasanlægget onsdag morgen.
Efterfølgende forsøgte den algeriske hær at befri gidslerne under en redningsaktion torsdag.
Ifølge gidseltagerne har militærets aktion resulteret i adskillige dræbte. En sikkerhedskilde i Algeriet afviser imidlertid meldinger fra islamisterne, som han betegner om "ren fantasi".
Gidseldramaet i Algeriet var fredag ved middagstid endnu ikke afsluttet.
Den franske premierminister, Jean-Marc Ayrault, oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at Algeriets regering har informeret ham om, at der fortsat er en redningsaktion i gang i et forsøg på at befri alle gidsler.
David Cameron tilføjer, at eksperter i gidselforhandlinger står parat til at hjælpe myndighederne i Algeriet.
/ritzau/Reuters