Mens flere af Londons fattigste kvarterer for tredje aften i træk oplever vold, hærværk og plyndringer, indkalder premierminister David Cameron til krisemøde i regeringen.
Og ifølge AP er den britiske premierminister blevet tvunget til at droppe en familieferie i Italien for at håndtere situationen.
Mandag aften har vrede unge været i kamp med politiet på tværs af London. Flere butikker og biler skal være blevet stukket i brand.
Og optøjerne skal nu have bredt sig til storbyen Birmingham, hvor der også er blevet smadret forretninger.
Flere end 200 mennesker er blevet anholdt i løbet af mandagen.
Det var politiets nedskydning lørdag aften af den 29-årige far til fire Mark Duggan under omdiskuterede omstændigheder, der startede optøjerne i London-bydelen Tottenham.
Uroen skyldes formentlig også arbejdsløshed, et hårdhændet politi og muligheden for plyndringer under de værste optøjer i London i årevis.