En dansk mand er blevet anholdt og sigtet for at have forgrebet sig på en 13-årig pige i Cambodja.
Det oplyser Duong Thavry, der er leder af afdelingen for menneskehandel og beskyttelse af mindreårige hos politiet i Siem Reap, til avisen Phnom Penh Post.
- Hun har fortalt, at han omfavnede hende og rørte hende på brysterne og i skridtet, fortæller han.
Den 44-årige dansker, der blev anholdt i sidste uge, er ifølge avisen kunstner og galleriejer. Han risikerer mellem et og tre års fængsel foruden en bøde.
Retssagen mod ham ventes at begynde om cirka et halvt år, siger Duong Thavry til den cambodjanske avis.