Den danske byggebranche er træt fup og fusk i branchen og vil have Skat til at gribe ind over for de kunder, der får udført byggeopgaver for sorte penge.
"Skat har i dag en målrettet indsats mod de store byggepladser, men ikke mod de private kunder. Men vi ser gerne skærpet kontrol på villavejene, for det er her, det sorte arbejde bliver udført," siger Henrik Keinicke, der er skattepolitisk konsulent i Dansk Byggeri, til Berlingske Business.
En spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne af Dansk Byggeri afslører, at de er godt trætte af det sorte arbejde, der er en del af branchen. Problemet er nemlig, at siger de nej til at arbejde sort, risikerer de at miste ordren. Men samtidig mener mere end 60 procent af Dansk Byggeris medlemmer, at det "skattefrie" arbejde ødelægger branchen. Som reglerne i dag er skruet sammen, er det uden risiko for køberne af det sorte arbejde, og det vil Dansk Byggeri have ændret.
Både vismændene og daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere foreslået at straffe køberne af det sorte arbejde, som tegner sig for rigtig mange penge. Ifølge tidligere analyser fra Rockwoll Fonden bliver der årligt udført sort arbejde for 48 milliarder kroner i Danmark, hvoraf byggebranchen står for de 19 milliarder.