Går du og drømmer om mere plads, egen have og et helt nybygget hus, så skal du måske til at realisere dine drømme nu.
Sælgere af byggegrunde skal nemlig fra 2011 betale moms af salget, og de 25 procent kan meget vel blive lagt oven i prisen, skriver P4 København.
Derfor prøver mange kommuner ifølge radiostationen at komme af med deres byggegrunde, inden momsen bliver pålagt.
Det sker blandt andet i Roskilde, hvor kommunen er ude med parolen 'slå til nu'.
"Lige nu er man sikker på at købe til den billige pris, men hvad der sker efter første januar, er jo ikke til at vide. Langt hen ad vejen vil det være markedet, der bestemmer prisen," siger borgmester Poul Lindor til P4 København.
Ifølge momschef i revisionsfirmaet BDO, Steen Kristensen, kan det dog blive en rigtig stor gevinst, hvis man er i stand til at presse citronen lidt, før man slår til.
"Der er mange større byggevirksomheder, som har grunde liggende. Der vil være mange, som hen imod slutningen af året vil forsøge at sælge de grunde og indgå aftaler. Så spørgsmålet er, om man skal slå til nu eller man skal have lidt is i maven," siger han til P4 København.
Den ekstra moms træder i kraft allerede fra 1. januar 2011.