Klar til at strejke.
Så kontant er meldingen fra 3F-afdelingen Bygge, Jord og Miljø i Valby, som er Danmarks største byggefagforening.
Afdelingen har kæmpet for, at det skal blive en nej til afstemningen om den nye overenskomst. Resultatet bliver offentliggjort torsdag middag. Et nej vil kaste Danmark ud i en storkonflikt.
- Alle jeg har snakket med i byggeriet har stemt nej. Der er stor vrede over muligheden for 42 timers arbejdsuge, men også over, at vi ikke fik kædeansvar eller noget andet værn mod social dumping.
- Jeg regner med et klart nej inden for byggeriet, og jeg tror faktisk også på et samlet nej, siger Jens Kirkegaard.
Systematisk overarbejde
Med en arbejdsuge på 42 timer henviser han til et af de mest kontroversielle elementer i den nye overenskomst. Aftalen åbner for, at arbejdsgivere kan varsle overarbejde på en time om dagen.
- Det vil reelt kunne betyde 42 timers arbejdsuge i længere perioder. Overarbejdet skal afspadseres, men det er op til arbejdsgiveren hvornår, siger Jens Kirkegaard.
Han frygter, at den nye regel vil ramme familier og nedslidte byggearbejdere.
- Al forskning viser, at det er nedslidende at arbejde mere – og det er den sidste time på dagen, der slider mest. Mange børnefamilier har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, fordi de har for lidt tid. Det ser nu ud til at blive endnu sværere, siger byggeformanden.