Danske virksomheder i byggebranchen må dreje nøglen om, fordi beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) udskyder planlagte stramninger af reglerne om udenlandsk arbejdskraft. Det vurderer, Søren Lange Nielsen, der er chefkonsulent for Dansk Byggeri.
"Det her koster danske virksomheder livet. Så enkelt er det. Det er svært at drive forretning, når en dansk håndværker koster 250 kroner i timen, mens en udenlandsk håndværker koster 70 kroner," siger Søren Lange Nielsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Stramningerne skulle være indført fra oktober for at dæmme op for underbetalt udenlandsk arbejde uden moms, der underminerer den danske byggebranche.
I dag driver mange udenlandske håndværkerfirmaer gæk med myndighederne og hævder, at de er enkeltmandsvirksomheder, der ikke behøver at registrere sig.
Men nu får de danske kunder pligt til at registrere den arbejdskraft, de hyrer, før arbejdet går i gang.
Det betyder, at Arbejdstilsynet hurtigt kan rykke ud på byggepladserne og tjekke efter. Kunderne får så en bøde på mellem 10.000 og 20.000 kroner, hvis de overtræder reglerne.
Men efter at beskæftigelsesministeriet har udskudt den elektroniske såkaldte RUT-registrering, er stramningerne også blevet udskudt.
Det er man helt uforstående over for i byggebranchen.
"Vi indberetter jo på fax og per brev i dag, og det kan man da bare forsætte med, indtil online-systemet kommer op at virke. Altså, hvad er problemet? Det kan ikke være det største problem i verden," lyder det fra Søren Lange Nielsen.
Newspaq har forsøgt at få en forklaring fra beskæftigelsesministeren, men det har ikke været muligt.