Pauselampen lyser stadig i forhandlingerne mellem 3F og Dansk Byggeri om en ny toårig overenskomst for 140.000 ansatte.
Dansk Byggeris topforhandler og adm. direktør Lars Storr Hansen fortæller til Newspaq, at forligsmand Asbjørn Jensen i dag er blevet orienteret af LO om, hvorfor parterne for fire dage siden aftalte et udvidet pusterum henover weekenden.
"Det er naturligt, at han spørger til, hvordan det står til, og om man er i stand til at starte forhandlinger igen af sig selv. Det vil jeg tro, at han får et ja til," siger han til Newspaq.
Lars Storr Hansen regner derfor med, at forhandlingerne bliver genoptaget i løbet af "denne uge".
Parterne har haft svært ved at blive enige om initiativer imod social dumping fra underbetalt østeuropæisk arbejdskraft.
"At finde nogle løsninger, som ikke bare er et slag i luften. Det er det, vi er interesserede i. Vi tror ikke på de ting, de (lønmodtagerne, red) har sat op som mulige løsninger. Tværtimod vil det måske øge problemerne. Vi er enige om målet, men ikke om analyserne af, hvilke midler, der skal bruges," siger han.
Overenskomsten udløber 1. marts. Herefter kan forligsmanden udskyde en konflikt i to gange 14 dage, hvis han skønner, at det har samfundsmæssig betydning.