Byg nyt - og skab flere job

Skal Danmark sparke gang i væksten, så skal der bygges - ikke gives skattelettelser, siger flere økonomer.
Offentlige investeringer har større effekt på beskæftigelsen end skattelettelser, siger økonomer.
Offentlige investeringer har større effekt på beskæftigelsen end skattelettelser, siger økonomer. Foto: sundogbaelt.dk

Kør kranerne og damptromler ud og lad skattelettelserne blive i statskassen.

Lavere skat på arbejde er nemlig ikke den løsning, der skal skabe flere job.

Det er derimod offentlige investeringer, siger flere økonomer til Politiken.

"Her og nu er der flest job i at lave offentlige investeringer. Det er en velkendt sammenhæng," siger Nina Smith, professor i økonomi på Aarhus Universitet og tidligere overvismand til Politiken.

Dermed er hun enig i beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.

"Ifølge enhver økonomisk lærebog er førsteårseffekten større ved offentlige investeringer end ved skattelettelser. AE's rangordning er fuldstændig korrekt," siger Michael Svarer, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet til Politiken.

Hos Cepos, den borgerlige tænketank, erkender cheføkonom Mads Lundby Hansen, at på kort sigt er offentlige investeringer de mest effektive.

Men tænketanken foretrækker alligevel skattelettelser, for erfaringsmæssigt kommer de offentlige investeringer ikke i gang til tiden.

"Det så vi i 2009 og 2010. Man må formode, at kommunerne i de to år allerede har gennemført de spadeklare projekter," siger Mads Lundby Hansen til Politiken.

Han henviser til, at under en tredjedel af regeringens planlagte offentlige investeringer i de seneste to år er blevet til virkelighed.

Den seneste tids krise har fået Venstre og Konservative til at tale om en ny vækstpakke, der formentlig kommer tidligt i næste uge.

Men regeringen kommer ikke med nye skattelettelser, fastslår finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

"'Det er slet ikke aktuelt," siger han til Politiken.

Han anerkender, at offentlige investeringer er et godt middel til at skabe job. Men han vil afsløre, om regeringen vil investere flere penge i byggerier.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.