Supermarkedskæden ShopRite fra Greenwich i USA forsvarer sig nu imod en mors beskyldninger om, at kæden nægtede at lave en fødselsdagskage til sin søn.
Drengen hedder nemlig Adolf Hitler Campbell. En talskvinde for butikskæden, Karen Meleta, fortæller, at de også har nægtet at lave kager til familien i de foregående år. En af kagerne skulle for eksempel dekoreres med et hagekors.
"Vi forbeholder os retten til ikke at skrive noget, som vi finder upassende. Vi fandt denne kage upassende," sagde Meleta til AP.
Fødselarens mor, Deborah Campell, oplyser, at familien alligevel fik deres nazikage fra en Wal-Mart i Pennsylvania. Wal-Mart har efterfølgende sagt til AP, at de vil tage deres retningslinjer for kagebagning op til revision.
"Det står klart, at vi ved at betjene denne kunde har fornærmet andre kunder. Derfor tager vi vores retningslinjer op til revision," siger Wal-Mart-talsmand Greg Rossiter.
Drengens far, Heath Campbell, har sagt, at han har kaldt sin søn sådan, fordi han godt kan lide navnet, og fordi "ingen andre i verden vil have det navn."
Adolfs to søskende hedder JoyceLynn Aryan Nation Campbell og Honszlynn Hinler Jeannie Campbell. Aryan Nation (Det Ariske Broderskab) er en nazistisk forening i USA, og Hinler er opkaldt efter SS-leder Heinrich Himmler.
Ifølge faren er tolv personer inviteret til fødselsdagen, der skal foregå på søndag. I blandt dem skulle der angiveligt være flere mulatter.