I Nordsjælland er der slået katastrofealarm på grund af en voldsom ulykke, hvor børn fra en københavnsk børnehave er involveret.
Det skriver ekstrabladet.dk.
Der meldes om mange kvæstede, skriver netavisen, der har været i kontakt med både Københavns Brandvæsen og Københavns Politi.
Der er tale om en bus, der skal være kørt ud over en cirka fire meter høj skrænt ved Damsholtevej og Isterødvejen lige uden for Gunderød.
Det er en bus fra en københavnsk børnehave fra Østerbro, der er kørt galt, skriver sn.dk
Pressemand fra nordsjællands politi, Henrik Suhr, siger til Ekstra Bladet, at otte børn er kørt til Hillerød Sygehus. Der skulle i øvrigt være en voksen i bussen, der er fastklemt.
Ulykken har skabt lang kø på Isterødvejen.
Der er sendt 16 ambulancer og to lægebiler til ulykkesstedet. Der er ligeledes en lægehelikopter på vej til stedet.
Ifølge SN.dk skete ulykken, da en modkørende bil ramte bussen med høj fart. Føreren af bilen blev dræbt på stedet.
Ekstra Bladets mand på stedet fortæller at bussen ligger på siden, og at nogle af børnene er på en gård i nærheden, hvor Falck tjekker dem for skader.
Kilder: eb.dk og SN.dk