Redningspakken til 14 mia. dollar strandede i Senatet, hvor især mange republikanske senatorer var imod, efter at pakken ellers var blevet vedtaget i Repræsentanternes Hus.
En talsmand for det Hvide Hus siger, at den amerikanske økonomi ikke kan klare, hvis den amerikanske bilindustri kollapser, fordi producenterne ikke kan få de midlertidige lån, som de beder om.
"Den føderale regering må træde til," siger talsmanden Dana Perino.
Om nødvendigt vil man bruge nogle af de 700 mia. dollar fra den finans-redningspakke, der tidligere på året blev stemt igennem, og som oprindelig er øremærket til at opkøbe dårlige lån.
De tre store bilproducenter, Chrysler, General Motors og Ford beskæftiger 250.000 mennesker, og mange flere amerikanere er indirekte afhængig af bilindustrien.
Også USA's kommende præsident Barack Obama har udtrykt skuffelse over, at det ikke lykkedes Kongressen at blive enig om en redningsplan for bilindustrien.