Dansk Folkeparti sendte her til aften en pressemeddelelse ud med budskabet om, at Christian H. Hansen forlader partiet og folketingsgruppen.
I pressemeddelelsen skriver gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, at han skuffet og forundret over den nu forhenværende partikammerats beslutning.
Christian H. Hansen er dog ikke selv særlig forundret over sin beslutning, men derimod meget klar i mælet.
"Jeg sympatiserer ganske enkelt ikke længere med dem mere, og så er det bedst at skilles," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Begrundelserne er mange, men det overordnede tema er klart. Proportioner.
"Jeg vil kæmpe for de svage, det har jeg altid gjort, og så er Dansk Folkeparti ikke længere rette sted at være," slår Christian H. Hansen fast over for Newspaq.
Som eksempel på DF's proportionsproblemer nævner han den øjeblikkelige krise i Danmark.
"Hospitalssektoren står for massefyringer. Vi har krise i landet, arbejdsløsheden stiger, og så bruger man tiden på at diskutere burkaer i Danmark," siger han forundret over Pia Kjærsgaards valg af fokusområde i øjeblikket.
Han har været syg i et år med Hortons hovedpine, og sygdommen har modnet hans beslutning.
"Jeg har gennem et sygdomsforløb, der har været langt. Så tænker man over nogle ting, og der er jeg kommet frem til, at det vil være bedst at skilles. Både for Dansk Folkeparti og for mig," slutter han til Newspaq.