Der har aldrig været en måned, hvor så få er kommet til skade i trafikken som i marts i år. Det oplyser Vejdirektoratet, der peger på coronakrisen som årsag.
De løbende opgørelser af tilskadekomne i trafikken begyndte i 1985.
Det hidtil laveste niveau var 174 tilskadekomne i februar 2018. I marts i år kom 159 til skade. I marts for et år siden var tallet 248.
- Det er uden tvivl effekten af coronakrisen, vi kan se i tallene, siger afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
- Når personbiltrafikken falder så kraftigt, som det er sket i de seneste uger, smitter det helt naturligt også af på ulykkesstatistikken.
Bundrekorden kan desværre ikke matches af en lignende rekord for antal døde.
Ni personer mistede livet i trafikken i marts. Det er ifølge Vejdirektoratet "lavt men ikke helt usædvanligt." Det er sket før, at færre set over en hel måned har mistet livet i trafikken.
I februar 2018 var der syv dræbte. Og i både marts 2014 og april 2017 var der otte dræbte.
Vejdirektoratet tager et lille forbehold for optællingen. Det har noget at gøre med, hvordan tallene indsamles.
For den første opgørelse af en måned - som der er tale om med marts i år - er altid et estimat. Ikke alle færdselsulykker kommer ind i den database, der bruges, på samme tid.
Så der kan være tilfælde, der venter på at blive føjet til.
Fordi politiet under coronakrisen kan have haft fokus på andre ting, er dette ifølge Vejdirektoratet måske særligt relevant for tallene fra marts.
/ritzau/