Det er ikke i orden, at en topfodboldspiller drikker sig fuld og bliver fotograferet med bukserne nede.
Det må Nicklas Bendtner nu sande, efter at han har fået en bøde på grund af sin vilde bytur tirsdag nat efter Arsenals nederlag til Manchester United i Champions League.
På en pressekonference, bekræftede Arsène Wenger, at han var skuffet over Nicklas Bendtners opførsel, hvor han blev fotograferet i de tidlige morgentimer onsdag med sine jeans nede omkring haserne, skriver sporten.dk.
"Det var ikke acceptabelt, og han har fået en bøde af klubben," forklarer Arsène Wenger videre på Arsenals hjemmeside.
Det står ikke klart, hvor mange penge Nicklas Bendtner skal have op af lommen.
Bendtner undskyldte allerede i går, at han havde teet sig so en fuld teenager.
"Jeg vil gerne sige undskyld til klubben og dens fans for at skuffe dem og mig selv. At nå en Champions League-finale er en af mine største drømme, og det var en stor nedtur at ryge ud. Uanset, hvor skuffet jeg var, så er det dog ikke en undskyldning for min opførsel den aften," skrev danskeren i går i en pressemeddelelse.