Formiddagsavisen BT retter nu en fejl i deres artikel om 3F.
BT skrev onsdag, at Ernst Mogensen, der indtil sin død i 2010 var kontorbestyrer for 3F i Vejle, begik selvmord i forbindelse med en civil retssag, hvor han afviste at vidne mod sin egen ledelse.
Men nu har Ernst Mogensens egen datter sagt, at det er løgn.
3F har oplyst BT om, at datteren har fortalt, at Ernst Mogensen i en alder af 58 blev fundet død i sit hjem umiddelbart efter at have afvist at møde i retten, men han havde ikke taget sit eget liv.
BT skriver på sin hjemmeside, at avisen beklager fejlen og de gener, den må have påført Ernst Mogensens pårørende.