På sin hjemmeside angriber BS Christiansen tabloidavisen B.T.s historie fra onsdag om, at han aldrig har været i kamp.
"Artiklen er ikke sandfærdig og forsøger at efterlade et ukorrekt og misvisende billede af min person og mit virke i mine 28 år i Jægerkorpset, herunder hvilke operationer og opgaver jeg har været involveret i," skriver BS på sin hjemmeside.
Han er dog forhindret i at fremlægge beviserne, der modsiger B.T.s påstande.
"Det kan dokumenteres, at artiklens påstande er urigtige, men pga. den tavshedserklæring, jeg er underlagt af Forsvaret, er jeg afskåret fra specifikt at tage til genmæle," lyder forklaringen fra BS.
Det er BS Christiansens tidligere chef for Jægerkorpset, Poul Dahl, der er ophavsmand til historien om, at BS aldrig har været i kamp.
På sin hjemmeside henviser han til en udtalelse fra Forsvarskommandoen, der siger at:
"B.S. Christiansen i sin lange periode som aktiv jægersoldat har været indsat i operationer i både ind- og udland".