72 dage.
Så kort tid holdt ægteskabet mellem reality-stjernen Kim Kardashian og basketball-spilleren Kris Humphries. Og det til trods for den tilsyneladende, fantastiske lykke, det celebre par udstrålede, da de inviterede verdens tv-seere indenfor i forberedelserne til det stort anlagte bryllup.
Derfor har gossip-journalister efterfølgende sat kraftige spørgsmålstegn ved Kim Kardashians troværdighed og anklaget hende for at arrangere hele brylluppet med det eneste formål at score kassen på at sælge tv-rettighederne.
Men den 31-årige brystbombe forsikrer nu, at der ikke var tale om et fup-ægteskab, og at det har tæret på hende at skulle forsvare sig så kraftigt.
"Det, der gør mig mest ophidset, er, at der fra starten har været så mange rygter om, at vi gjorde det for penge. Og så meget af det er løgn," lød det ifølge The Sun fra den fornærmede brystbombe, da hun forleden gæstede australsk morgen-tv.
Kim Kardashian er ud over sine voluminøse fortrin mest kendt for den lækkede video af hendes seksuelle eskapader med ekskæresten Ray J.
Kilde: The Sun