Downing Street 10 har modtaget et krav på knap 100.000 kroner for udgifter til rengøring og haven.
Efter at stribevis af højtstående britiske politikere for nylig blev afsløret i at have misbrugt skatteborgernes penge til private fornøjelser er reglerne nu blevet lavet om - med tilbagevirkende kraft.
Derfor har premierminister Gordon Brown fået en opkrævning på 12.415 pund - knap 100.000 kroner. Han oplyser nu, at han agter at betale hver en penny tilbage.
Det samme gør lederen af Liberale Demokrater, Nick Clegg, der fik refunderet sine have-regninger for de seneste tre år.
Også den konservative leder David Cameron har været en tur i banken. Han har betalt 218 pund tilbage.
Flere af Underhusets medlemmer har dog ikke tænkt sig at betale tilbage. De er i stedet rasende over, at der er indført regler med tilbagevirkende kraft.