Kampen for Ungdomshuset kunne have været en af de smukkeste fortællinger i Danmarkshistorien.

Det kunne have været en kamp, der ville stå for eftertiden som et symbol på, hvor meget ungdommen kan opnå, når bare den står sammen og tror nok.

Det kunne have været et bevis på, at det eneste, der for alvor gør Danmark til noget særligt, stadig eksisterer: Nemlig friheden, viljen og pladsen til at være anderledes.

I stedet gik noget i stykker mellem brosten og brændende containere. Ikke som et brud mellem politiske fløje eller landsdele, men som et brud på selve forestillingen om, at vi endnu kan mødes. Den kamp, der handlede om retten til et fristed for sit eget fællesskab, smadrede idéen om, at vi på trods af alle forskellene stadig kan forstå hinanden.

Mangel på forståelse

Aldrig tidligere har man i danske gader set nogle i den grad føle et krav, et krav på et hus, som det for mange andre var svært at opfatte som andet end et ønske: Ikke som et krav på eller en ret til et skattefinansieret fristed, men som et ønske om et hus, et ønske om et sted at være sammen.

Stenkastene og de brændende biler i Nørrebros gader viste endegyldigt, at krav og ønsker for en hel generation af nogle unge mennesker er smeltet sammen til det samme.

At forskellen på at have ret til og ønske sig ikke findes blandt den generation, der er vokset op som verdens navle.

I virkeligheden var det det største tab i Nørrebros brændende gader: At vi er blevet så forskellige, at vi simpelthen ikke længere forstår ordene på samme måde. At vi ikke længere forstår hinanden, når vi taler om det samfund, vi lever i sammen.

Hundredvis af unge røg i fængsel, og imens blev medierne fyldt af forældre, der rasede over politiets indgreb mod deres ønskebørns ulovligheder.

Det blev en nuanceløs kamp for alle dem, der kæmpede for retten til at være forskellige og farvestrålende.

Det blev en skråsikker kamp for retten til at være enestående sammen med alle dem, der er nøjagtig som en selv.