Der bliver nu skruet ned for lyset på to af landets centrale broforbindelser, Storebæltsforbindelsen og Øresundsbroen.
På Øresundsbroen vil motorvejsbelysningen på broen og på mellemstationen Peberholm blive slukket hver nat mellem klokken 01 og 05.
Desuden slukker man for belysningen af Øresundsbroens pyloner.
Samlet vil det give en besparelse på cirka ni megawatt - svarende til 9000 kilowatt-timer - om måneden i vinterhalvåret, oplyser Øresundsbro Konsortiet i en pressemeddelelse.
Også Storebæltsforbindelsen skruer ned for belysningen.
Her slukker man - ligesom Øresundsforbindelsen - for belysningen af pylonerne på den ikoniske højbro om natten.
Det ventes ikke at give problemer for bilisterne, oplyser kommunikationschef Lene Gebauer Thomsen, Sund & Bælt.
- Vi har vurderet, at den reducerede belysning ikke har betydning for trafiksikkerheden, siger hun i en kommentar.
Belysningen af konstruktionen under vejbanen vil dog fortsætte af hensyn til skibstrafikken, oplyser selskabet.
Sund & Bælt anslår, at man sparer cirka 160 kilowatttimer i døgnet ved at skrue ned for lyset.
Regeringen meldte for nylig ud, at der skal skrues ned for varme og lys i offentlige bygninger.
Blandt andet skal temperaturen sænkes til 19 grader for kontorer og lignende, ligesom unødig belysning ved offentlige bygninger skal slukkes.
Hos Øresundsbro Konsortiet oplyser anlægsdirektør Bengt Hergart, at der vil være undtagelser, hvor broens pyloner bliver oplyst.
Eksempelvis til advent, jul, nytår og på flagdage. Her vil pylonerne blive belyst i tidsrummet mellem klokken 18 og 22.
Den særlige Ukraine-belysning af pylonerne i blå og gule farver vil fremover kun være tændt om søndagen fra klokken 18 til 22, oplyser selskabet.
Belysningen i tunnelen og den sikkerhedskritiske belysning for sø- og luftfart vil altid være tændt, understreger anlægsdirektøren.
Både Storebæltsforbindelsen og Øresundsbroen oplyser, at man de senere år har skiftet de gamle armaturer ud med mere energieffektive LED-spots.
Det har for Øresundsbroens vedkommende medført en energieffektivisering på op mod 80 procent.
Broerne er langtfra de eneste, der skruer ned for brugen af energi.
I Aarhus vil kunstmuseet Aros slukke for belysningen af det ikoniske regnbuefarvede kunstværk "Your Rainbow Panorama" om natten fra klokken 00 til 06.
Det oplyser museet i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.