Det var Davids kamp mod Goliath, da Brøndby IF og 2. divisionsklubben Varde her til aften tørnede sammen på Sydbank Stadion.
Men som i biblen sejrede den undertippede.
4-2 til hjemmeholdet stod der på tavlen efter de 90 minutters pokalbold, og den totale Brøndby-ydmygelse var en realitet.
Allerede efter otte minutters spil bragte Niels Peter Mørck vestjyderne foran.
Steffen Andersen gjorde det til 2-0 kort før pausen, og selvom Brøndby-træner Henrik Jensen skiftede to friske mand ind i pausen, ændrede det ikke noget.
Ti minutter efter pausen stod det pludselig 4-0, og kampen var reelt afgjort. Målscorere for hjemmeholdet var Rasmus Jessen og Jacob Hollænder.
Et selvmål bragte Brøndby på tavlen, og i overtiden reducerede Daniel Wass til 2-4, men tættere kom Brøndby ikke.
Det er anden gang på tre år, at Varde møder et Superligahold. I 2007 blev det til et 4-0 nederlag til FCK.
Holdet er nu klar til ottendedelsfinalerne i pokalturneringen.