Denne juletid er åhh så sød, men for de professionelle boldspillere i Brøndby, er der dømt træning - selv i ferien.
"Vi har jo fået et træningsprogram med hjem, som sædvanligt, og så må man jo gøre, hvad man får besked på," fortæller Thomas Rasmussen til brondby.com.
"Sæsonen går allerede i gang første marts, og der er også en del spillere, der er ude og rejse med diverse landshold, så det handler om at holde sig i form så man er klar til opstarten," forklarer Rasmussen, der er blevet valgt til året spiller i vestegnsklubben.
Den første opgave efter ferien for Brøndby bliver en indendørsturnering i Mannhein fra d. 5. januar. Første alvorlige opgave falder 1. marts, når F.C. København besøger Brøndby Stadion i sæsonens andet 'New Firm'-opgør. Der er blot to point mellem de to hovedstadsrivaler efter efterårets kampe i Superligaen.