I sommer var den amerikanske forsvarspiller, Clarence Goodson, på vej til OB. Men det bliver efter al sandsynlighed ikke fynboerne, der kan nyde godt af amerikanerens kvaliteter.
Ekstra Bladet skriver i dag, at forsvarsspilleren i går var til lægetjek i Brøndby, og at han efter alt at dømme skifter til Vestegnen i løbet af denne uge.
"Jeg er tilfreds med den klub, jeg har fundet, men kan ikke gå ud med navn eller liga lige nu. Det er en udenlandsk klub, og jeg håber og tror, at skiftet går i orden i løbet af ugen," sagde Goodson forleden til den norske avis VG.
Goodson er 28 år og har spillet i den norske Tippeligaklub Start Kristiansand siden 2008. Han var med på USA's VM-hold under sommerens slutrunde i Sydafrika.
Købet vil presse Brøndbys nuværende forsvarspillere Remco van der Schaaf og Mikkel Bischoff, der begge har kontraktudløb til sommer.