Hos Brøndby er ambitionerne store, for man kan nu gå på vinterpause i den rigtig sjove ende af tabellen.
Brøndby sluttede søndag efterårssæsonen af med en 4-0-sejr over Hvidovre, og efter kampen blev der talt i positive vendinger om mulighederne for resten af sæsonen.
Midtstopper Frederik Alves ser meget lyst på de kommende måneder i Brøndby, hvor han ser guldmedaljer som en mulighed.
- Vi er ambitiøse, og vi vil gerne ramme et højt niveau, og vi sætter barren højt.
- Jo højere vores pointsnit er, jo større chance er der for at blive mester. Det er det, vi går efter. Det gør vi altid.
- Vi har holdet til det, det tror jeg. Det gør jeg uden tvivl, fortæller en selvsikker Frederik Alves efter kampen.
Den delte ligatopscorer Nicolai Vallys er også tilfreds med spillet i Brøndby for tiden, men han er sikker på, at holdet kan blive endnu bedre efter vinterpausen.
- Jeg har en fornemmelse af, at vi er gode, men jeg føler også, vi kan være endnu bedre med den trup, vi har nu.
- Det tror jeg, alle føler. Vi er et godt sted, men vi skal videre i pokalturneringen, og så har vi en pre-season, hvor vi kan forbedre os, og så tror jeg på, vi kommer til at være et endnu bedre sted, siger Nicolai Vallys, der scorede et enkelt mål i søndagens kamp.
Cheftræner Jesper Sørensen er grundlæggende også tilfreds med sit mandskab, men der er stadig flere knapt så gode ting, som han vil sætte fokus på i vinterpausen.
- Jeg har været mindre tilfreds med, at vi ikke er lykkes med at sætte speederen i bund, når vi har haft føringer.
- Vi skal altid gå efter at score det næste mål, og der har der været nogle kampe, hvor vi har slappet for meget af. Det kommer vi til at arbejde med over vinteren, siger Jesper Sørensen.
Brøndby-træneren sætter også fokus på, at det bliver vigtigt at beholde Nicolai Vallys i det kommende transfervindue.
- Vallys er en fantastisk spiller, og han er en spiller, der er på et ekstremt højt niveau for Superligaen og nok også over normalen.
- Vi skal gøre, hvad vi kan for at holde på ham, og sådan er det jo i fodbold, siger Jesper Sørensen.
Brøndby skal i aktion igen torsdag, hvor man møder AGF i den første af to kvartfinaler i Oddset Pokalen.
/ritzau/