Den blå-gule fodboldklub i Brøndby sætter nu navne på de kandidater, der skal udgøre den fremtidige bestyrelse i selskabet.
Og på listen finder man både Aldo Petersen og N.E. Nielsen, der begge har spillet en stor rolle i forbindelse med redningen og aktieudvidelsen i Brøndby her i foråret.
Bestyrelsen skal vælges endeligt senere mandag, hvor der er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i klubben.
De to kandidater sidder i dag på betydelige aktieposter i Brøndby.
Derudover foreslås Hugo Andersen, Jan Leth Christensen, Jesper Holm Hansen og Morten Holm til bestyrelsen af den nuværende bestyrelse i Brøndby.
Brøndbyernes Idrætsforening har desuden foreslået Brøndbys nuværende bestyrelsesformand, Sten Lerche, til bestyrelsen, ligesom også Christian Barrett foreslås til en taburet.
/ritzau/