Han er Brøndbys stærkeste kort, og klubben vil have meget svært ved at undvære ham. Men det kan de måske blive nødt til. Michael Krohn-Dehli søger nemlig mod udlandet. Det skriver sporten.dk.
"Der er rigtig stor interesse for Michael fra klubber i udlandet. Der er intet konkret lige nu, men det er ingen hemmelighed, at Michael gerne vil prøve noget nyt," siger landsholdsspillerens repræsentant, Kaj Lerby.
Brøndby har ellers nydt godt af Krohn-Dehli, som med sine 12 liga-mål har været afgørende for, at klubben kæmpede sig frem til bronzemedaljer.
Brøndbys sportschef Ole Bjur har tidligere over for Tipsbladet udtalt, at der ikke er blevet indgivet bud på spilleren. Han regner derfor med, at se Krohn-Dehli på banen for Brøndby noget endnu. Hvis der skal blive tale om et salg, skal der dog være en god økonomisk gevinst for Brøndby, ynderstreger han.
"Alle spillere er principielt til salg, hvis prisen er den rigtige. Og det kan ikke udelukkes, at vi skal sælge en spiller i det her vindue. Jeg har en klar forventning om, at Krohn spiller for os i efteråret," sagde Ole Bjur.
Blandt andre er flere hollandske klubber interesserede i Michael Krohn Dehli.
Kilde: Sporten.dk