Brøndby haler en smule ind på Alka Superligaens suveræne førerhold, FC København, efter en sejr på 2-1 ude over Sønderjyske.
Sønderjyderne kom ellers foran 1-0, men på en håndfuld minutter vendte Brøndby slaget og vandt 2-1.
Dermed er holdet fra Vestegnen nu kun ni point efter rivalerne i topstriden, mens Sønderjyske med nederlaget nu må kigge opad for at se top-6.
Tilskuerne i Haderslev kunne til kampen byde træner Claus Nørgaard velkommen til sin nye hjemmebane, mens de også kunne øve sig på navnene på en håndfuld nye spillere.
Til gengæld måtte de se langt efter profiler som Janus Drachmann, Marc Dal Hende, Simon Kroon og Tommy Bechmann, der alle har forladt klubben i løbet af vinteren, hvor også succestræneren Jakob Michelsen har sagt farvel.
De afgange gjorde ondt i forårspremieren mod Esbjerg, men mod Brøndby var takterne bedre trods nederlag.
Sønderjyske fik ellers en glimrende start, da Mikael Uhre efter 20 minutter bragte hjemmeholdet i front efter et hjørnespark.
Føringen holdt dog kun kort. Minuttet efter blev en Brøndby-spiller nedlagt i feltet, hvilket dommeren takserede til et straffespark til Brøndby, som blev eksekveret af Teemu Pukki.
Der skulle ikke gå mange minutter, førend Brøndby havde taget føringen, da Christian Nørgaard bankede bolden i kassen til 2-1. Sønderjyske stod ganske enkelt og sov ved et hjørnespark.
Bolden blev spillet kort til Hany Mukhtar, som kunne drible upresset ind i feltet og lægge den skråt tilbage til en helt fri Christian Nørgaard. Han gjorde det til 2-1.
Sønderjyske kom langt bedre ud til anden halvleg med et hav af afslutninger og dødbolde, men gang på gang stod Frederik Rønnow i vejen i Brøndby-målet.
Hjemmeholdet vandt skudstatistikken klart, men manglende skarphed gav sejren til Brøndby.
/ritzau/