"Det er ved at udvikle sig til det rene galehus. Det kunne være rart med lidt ro på og nogle planer for fremtiden, der holder."
Sådan lyder kommentarer fra Brøndbys fan til dagens melding om, at Ole Palmå stopper som administrerende direktør i fodboldklubben Brøndby IF samtidig med, at tre medlemmer forlader bestyrelsen.
Næstformand for Brøndby Support, Sarah Agerklint, siger, at det hele sejler i øjeblikket.
"Det er ikke kun ledelsen, der halter. Der mangler en sportslig strategi. Vi har ingen direktion i Brøndby længere," siger Sarah Agerklint til Newspaq.
Hun understreger, at fansene har haft et rigtig rigtig godt samarbejde med Ole Palmå, efter at han tiltrådte og ikke har en officiel holdning til, hvorvidt Per Bjerregaard bør fortsætte eller ej.
"Men jeg er sikker på, at den Røde Protest fortsætter," siger Sarah Agerklint.
Supporterne bag den "Røde Protest" vil have Per Bjerregaard til at gå af og startede deres protest til hjemmekampen mod AC Horsens den 3. oktober, hvor Faxe-tribunen var klædt med røde flag og et banner, hvor der stod "Bjerregaard tiden er inde".
Hverken Kurt Larsen, Ole Staxen og Niels Roth ønsker at kommentere deres afgang fra bestyrelsen. Formand for bestyrelsen, Per Bjerregaard, har heller ikke været at træffe for en kommentar.
Det samme gælder adm. direktør Ole Palmå, der forlader sin post til sommer.