På banen blev det til målfest og 4-0 til FC København i pokalkampen i Holbæk mod FC Nordvest. Men uden for banen sørgede en flok Brøndby-fans for, at festen endte voldeligt.
Under dække af at være holbækkere var de nemlig taget med til ærkerivalernes kamp for at lave ballade.
"Vi havde allerede spottet Brøndby-fansene under kampen, og da den var slut, holdt vi dem i første omgang tilbage, så de ikke kom i kontakt med FCK-fansene. Men det udviklede sig, og vi måtte derfor ty til anholdelser," siger politiets indsatsleder i forbindelse med pokalkampen, Søren Danielsen, til nordvestnyt.dk.
31 personer blev anholdt efter kampen - størstedelen af dem var Brøndby-fans.
Alle anholdte blev løsladt sidst på aftenen efter, at kampen for længst var afsluttet.