AC Horsens måtte lørdag indkassere det tredje nederlag i træk, da jyderne havde besøg af Brøndby. 0-1 blev den jævnbyrdige kamp til.
Første halvleg startede med fuld fart, men det blev ikke til mange chancer, og holdene gik til pausen med stillingen 0-0.
I anden halvleg kom Brøndby rigtig godt fra start og pressede AC Horsens. Det blev belønnet efter ni minutter, da Thomas Rasmussen scorede til 0-1 på en aflevering fra anfører Stefan Gislason.
Kort tid efter fik AC Horsens tilkæmpet sig et straffespark, men Brøndby-målmanden Stephan Andersen fik pareret skuddet fra Søren Jochumsen, og bolden ramte indersiden af stolpen. Derefter trillede den langs kridtstregen og det lignede et mål. Men Andersen nåede ifølge dommeren at gribe den, inden den kom helt ind.
Med sejren rykker Brøndby op på Superligaens andenplads.