Det bekræfter Brøndby IF i en pressemeddelelse. Og det er en lidt vemodig afsked for den vævre svenske tekniker.
"Brøndby IF er den største klub, jeg har spillet i, og det har været en kæmpe oplevelse. At have hjemmebane på Brøndby Stadion er noget af det største. Jeg er ked af at forlade klubben, men må også tænke på mig selv. Jeg vil helst spille hver gang, og sådan har det jo ikke været det seneste halve år. Derfor er jeg glad for, at Elfsborg har vist interesse, og jeg er sikker på, det er det rigtige valg," siger Martin Ericsson.
Selv om svenskeren aldrig for alvor slog igennem på Vestegnen, fortjener han ifølge sportschef Anders Bjerregaard stor ros for sin indsats.
"Han har været en vigtig faktor i at få holdet og klubben tilbage på sporet. Martin var én af de bærende spillere i foråret og kampen for pokaltitlen, og han spillede i perioden stort set samtlige kampe. Menneskeligt har Martin også haft meget positiv indflydelse. Den store konkurrence i truppen giver dog ingen garanti for fast plads, og jeg er derfor meget glad for, at vi har fundet en løsning der glæder alle parter," siger Anders Bjerregaard.
Det er ikke offentliggjort, hvor meget Elfsborg har betalt for Ericsson.